Last ned (Gratis)

Abstrakt

Jeg diskuterer i denne artikel en række principielle spørgsmål angående det der kaldes «religionens genkomst» i det moderne demokrati. Mit hovedeksempel er den såkaldte «Muhammed-krise» (efterfølgende kaldet «karikaturkrisen»), som stadigvæk debatteres med stor intensitet i nationale og internationale sammenhænge. De tre hovedspørgsmål lyder: (1) Hvilken plads kan religiøse synspunkter og ytringer gøre krav på i den demokratiske offentlighed? (2) Kan vi indholdsmæssigt fastsætte grænsen for religiøs blasfemi ved lov eller står den til løbende demokratisk debat? (3) I hvilken grad kan religiøse minoritetsgrupper kræve anerkendelse fra – og beskyttelse mod – majoritetskulturen i moderne, liberale demokratier? Til det første spørgsmål svarer jeg med Jürgen Habermas at religiøse grupper bør forsøge at oversætte deres holdninger til ikke-religiøse argumenter, samtidig med at denne oversættelse af forskellige årsager ikke kan fremtvinges retsligt eller afkræves som betingelse for demokratisk deltagelse. Mht. til det andet spørgsmål argumenterer jeg – igen med Habermas – for, at den konkrete anvendelse af abstrakte retsprincipper som ytringsfrihed og religionsfrihed kræver åben, demokratisk debat med bred deltagelse for at have legitimitet. Resultatet af denne debat kan godt være et strengt syn på, hvad der tæller som blasfemisk, men muligheden for at kritisere dette syn – eller for generel religionskritik – kan ikke undertrykkes uden at gå kompromis med det liberale demokratis grundprincipper. Som svar på det tredje spørgsmål, og som et kritisk supplement til Habermas, fremfører jeg med Axel Honneth, at samfundsmæssig integration ikke skabes af demokratiske debatter alene. Der kræves også en vis før-diskursiv atmosfære af solidaritet: Religiøse minoritetsgrupper kan ganske vist ikke kræve juridisk beskyttelse af religiøse følelser, men de kan påpege «asymmetriske anerkendelsesforhold», f.eks. ensidigt negative fremstillinger i medierne, som forringer deres mulighed for at bidrage til samfundet som anerkendte og anerkendende medborgere.